PUMPEHUSET og Smash!Bang!Pow! Præsenterer
Black Lips

Der er lagt op til en rebelsk og festlig aften, når det amerikanske bukserne-nede-om-anklerne-rockband Black Lips til november gæster vores Pumpehus. Få bands inkarnerer nemlig den trodsige punkmusiks rastløshed som Black Lips, der er berømte og berygtede for at spille fantastisk kaotiske koncerter, som udover fremragende bandpræstationer ofte inkluderer nøgenhed og udgydelse af diverse kropsvæsker.

Helt fra starten i 1999 har det ligeledes været den rastløse energi, der har drevet værket for medlemmerne af Black Lips. Det var den energi, som medførte, at Jared Swilley og Cole Alexander blev smidt ud af deres high school i den lille konservative Atlanta-forstad, Dunwoody, og som efterfølgende fik dem til at danne bandet. Og det er den samme rastløse energi, der har fået dem til at drage på en endeløs række af umulige turnéer på alle kontinenter undtaget Antarktis.

Men Black Lips har også formået at omsætte deres vilde energi til rå mængder af musikalske perler, hvor deres særlige sans for grumsede, men catchy melodier og skramlede, vuggende beats også har givet dem anerkendelse uden for koncertlokalerne. Ikke mindst for det anmelderroste Good Bad Not Evil fra 2007, men også for deres nyeste, sydstatsrockede Satan’s Graffiti or God’s Art, der udkom tidligere på året, og som med sine tunge guitarriffs lover rigtig godt for koncerten i Pumpehuset.

Så tag din mest hullede t-shirt og dine mest forvaskede jeans på og kom ind i Pumpen. Det kan kun blive fedt!
Tirsdag
7. nov 2017
dørene åbner
20.00
Showet starter
21.00
Pris
180 Kr. + gebyr
?>